Sørbyområdet

Sørbymagle er den største af en række små, hyggelige landsbyer, som ligger omgivet af skove og marker mellem Slagelse, Sorø og Næstved.

Sørbymagle er en aktiv landsby med masser af tilbud til områdets beboere. Den lokale idrætsforening står stærkt, ikke mindst på grund det årlige Sørby Marked, der engagerer sig i det, trækker titusindvis af gæster til fra hele Sjælland og giver landsbyen en stærk identitet og idrætsforeningen et godt økonomisk grundlag.

Idrætsforeningens aktiviteter foregår på den store sportsplads, hvor markedet også afholdes, samt i den store veldrevne sportshal, som også danner rammen for mange andre aktiviteter i området.

Alle aktiviteterne muliggøres af de mange frivillige, som lægger en masse engagement og fritid i at gøre området bedre, men også takket være den store opbakning fra de lokale erhvervsdrivende, som altid står klar med sponsorater og anden hjælp.

Der bor mange børnefamilier i området, og de kan få de yngste passet i den integrerede institution Skovbrynet med vuggestue og børnehave. De store børn kan gå på Hvilebjergskolen til og med sjette klasse. Skolen og børnehaven ligger som naboer til sportshallen, og man kan gå mellem dem uden at skulle ud på offentlig vej.

Indkøb kan foretages i den lokale Brugs, og der er gode busforbindelser mod både Slagelse og Næstved.